Riddersalen, der er opført i barokstil, har gennem sine snart 300 år været benyttet til meget andet end riddersal. Under 2. Verdenskrig blev salen udlånt til Jysk Dragon Regiment, hvorefter den tyske hær flyttede ind.
I efterkrigstiden husede den Det Danske Lottekorps, og i de seneste tyve år har salen flittigt været lejet ud til særlige erhvervsarrangementer i tilknytning til Hotel Svendborg.
For at bevare de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier for eftertiden er riddersalen nu blevet renoveret. Salens stuklofter, barokke panelvægge, fløjdøre samt de barokke fyrreplankegulve, ornamenteret med egetræ, er alle blevet restaureret.