Hvidkilde Gods' historie​

Hvidkilde Gods er anlagt som skovenestegård, hvilket betyder, at gården ligger alene ude i en skov, uden en landsby omkring. Den omtales allerede som hovedgård i 1374. I 1500-tallet udvidedes Hvidkilde med jord fra Sørup og Skovsbo, og senere inddrages nabohovedgården Søbo.

​

Godstilliggendet var omkring 1660 på 91 gårde, men godset blev opsplittet efter svenskekrigene. En fornyet godssamling satte ind i 1700-tallet, hvor nabohovedgårdene Nielstrup og Lehnskov tilkøbtes. Allerede tidligt fik Hvidkilde patronatsret til Egense og Sørup sogne. I 1781 ophøjedes det samlede gods til baroniet Lehn, således at godset var et fideikommis ved navn “Baroniet Lehn” fra 1781 til lensafløsningen i 1925.

​

I 1725 erhvervede købmand Johan Lehn Hvidkilde af kronen for den gæld, som kronen skyldte ham. I 1781 havde han tilkøbt så meget jord, at han kunne oprette baroniet Lehn med i alt 1.074 tønder hartkorn bøndergods.

De i alt 179 bøndergårde lå smukt arronderet omkring de tre hovedgårde, Hvidkilde, Nielstrup og Lehnskov. Igennem de næste cirka 150 år blev godset overdraget på kvindesiden således, at baroniet Lehn tilhørte Rantzau-Lehn, Holsten-Lehn-Charisius og Rosenørn-Lehn.

​

I 1877 giftede Anna lensbaronesse Rosenørn-Lehn sig med Frederik greve Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær for i 1904 at få patent på navnet Ahlefeldt-Laurvig-Lehn. Hvidkilde hovedbygnings midterfløj er fra cirka 1550 og genopført efter nedbrænding under grevens fejde. Johan Lehn bekostede fra 1725 en ombygning og udvidelse af huset med nye sidefløje og mansardtag. Derfor fremstod hovedbygningen i 1742 som et rent barokpalæ.

​

Indvendigt nyindrettede Johan Lehn huset i ren barokstil, og blandt andet er riddersalens stuk, gobeliner og gulve udført i hans ejertid. I dag bor familien Ahlefeldt-Laurvig-Lehn i hovedbygningen, som også rummer godskontoret.

​